Plug-in-hybrid fuldender Audi Q8-modelrækken

Med Q8 TFSI e quattro præsenterer Audi en bil med op til 47 kilometers elektrisk rækkevidde (WLTP), avanceret plug-in-hybridteknologi, en sportslig karakter og med en høj grad af anvendelighed i dagligdagen. Den nye model lukker det sidste hul i Q8-modelrækken og kombinerer på ny effektivitet og power. SUV-coupéen fås med to ydelsestrin: Q8 55 TFSI e quattro med en systemydelse på 381 hk, og Q8 60 TFSI e quattro med hele 462 hk i systemydelse.

Med Q8 TFSI e quattro fortsætter Audi sin elektrificeringsoffensiv. SUV-coupéen er allerede den 7. model med plug-in-hybriddrivlinje, der er blevet lanceret siden midten af 2019. Audi har med denne drivlinjeteknologi fuldt fokus på kunden, idét den giver føreren en suveræn elektrisk køreoplevelse, nem håndtering af opladninger og en bil, der er yderst velegnet til hverdagen.

Fordelene fra to verdener
Som det er tilfældet med alle plug-in-hybrider, kombinerer Audi Q8 TFSI e quattro fordelene fra to verdener. Bilens forbrændingsmotor, 3.0 TFSI-motoren, yder 340 hk og har et drejningsmoment på 450 Nm. V6’eren overholder den seneste udstødningsnorm Euro 6 AP. En permanent aktiv synkronmotor med en peak-ydelse på 136 hk fungerer som elmotor. Den kompakte elmotor er integreret i 8-trins tiptronic-gearkassens hus. Her udgør den det såkaldte hybridmodul sammen med den kobling, der forbinder 3.0-liters TFSI-motoren med drivlinjen.

Litium-ion-batteriet er placeret under bagagerumsbunden. Det indeholder 104 poseceller af den nyeste generation, som er sammenfattet i 13 moduler. Hver enkelt af disse celler med fleksibelt yderlag har en elektrisk kapacitet på 48 Ah, og batterisystemet opnår et energiindhold på 17,8 kWh. Det er 0,5 kWh mere end det batteri, som Q7 TFSI e quattro blev lanceret med i 2019. Nu får Q7’eren også et batteri fra den nyeste generation med større kapacitet, som herudover er mere kompakt og vejer ca. 40 kg mindre.

En vigtig faktor for batteriets energiindhold og effekt er væskekølingen, der udgør sit eget lavtemperaturkredsløb. Ved behov kan det kobles sammen med klimaanlæggets kølemiddelkredsløb eller kobles på et andet lavtemperaturkredsløb, der tempererer elmotoren og elektronikstyringen. Den omdanner batteriets jævnstrøm til vekselstrøm til elmotoren, og i forbindelse med rekuperation tilbagefører den jævnstrøm til batteriet.

To ydelsestrin: 462 hk og 381 hk
Audi udbyder denne SUV-coupé med to forskellige ydelsestrin, hvor forskellen på dem blandt andet kommer til udtryk i forbindelse med boost-strategien. Ved rent elektrisk kørsel har den større variant, Q8 60 TFSI e quattro, en rækkevidde på op til 45 km (WLTP), mens Q8 55 TFSI e quattro har en elektrisk rækkevidde på op til 47 km. Elmotorerne alene kan give bilen en hastighed på op til 135 km/t.

Q8 60 TFSI e quattro har en systemydelse på 462 hk og et systemdrejningsmoment på 700 Nm. Hvis begge motorer yder deres maksimale, accelererer bilen fra 0 til 100 km/t på 5,4 sek. Tophastigheden er elektronisk begrænset til 240 km/t. Q8 55 TFSI e quattro har en systemydelse på 381 hk og et systemdrejningsmoment på 600 Nm. Sprinten op til de 100 km/t er klaret efter 5,8 sek., og tophastigheden ligger ligeledes ved 240 km/t.

Audi Q8 60 TFSI e quattro lader sin sportslige performance komme tydeligt til udtryk med eksempelvis markante designdetaljer, sort optikpakke, 21” fælge med dæk i størrelse 285/45 og bremsesadler lakeret i rød samt med ekstra udstyr som Matrix-LED-forlygter og sportsluftaffjedring.

Intelligent og effektiv med hybridstyring og forudseende driftsstrategi
Til hver køretur vælger hybridstyringen i Audi Q8 TFSI e quattro automatisk den optimale driftsstrategi. SUV-coupéen starter i det helt elektriske EV-mode. Ved lave hastigheder udsender en højttaler i bilens forreste, højre hjulkasse den lovmæssigt foreskrevne advarselstone (AVAS, Acoustic Vehicle Alerting System). Benzinmotoren bliver først aktiv, når føreren træder speederen ned over et bestemt modstandspunkt.

Hybrid-indstillingen, som er den primære driftsstrategi for Audi Q8 TFSI e quattro, omfatter tre funktioner: Auto, Hold og Charge. I Auto-funktionen vælger hybridsystemet automatisk den optimale drivlinjeindstilling – helt elektrisk ved lave hastigheder, TFSI-motoren ved højere hastigheder og ofte begge to i en kombination. Der tages også højde for informationer fra nærområdet via MMI, selv om navigationen måtte være deaktiveret.

Den forudseende driftsstrategi (PBS) aktiveres, når man indtaster en rute i det standardmonterede MMI Navigation plus, og den har til formål at inddele batteriets opladning intelligent og effektivt i forhold til den rute, der skal køres. Herudover kan den forudseende driftsstrategi oplade batteriet i effektive motorfaser – for så at kunne køre fuldt elektrisk i senere, ineffektive faser som fx ved kø eller i bykørsel. På baggrund af de mange forskellige data, som den inddrager til dette, udarbejder den en langtursplanlægning, der hele tiden opdateres ved hjælp af navigations-, område- og onlinetrafikdata.

I Hold-funktionen har driftsstrategien et andet formål, idét den – med små afvigelser – holder batteriets opladningsniveau på det aktuelle niveau. I Charge-funktionen arbejdes der så vidt muligt på at oplade batteriet til fuldt niveau under kørsel – det er en god idé, hvis køreturen ender i et storbyområde, hvor de sidste kilometer skal køres rent elektrisk. Samtidig med lanceringen af Q8 TFSI e quattro udstyres søstermodellen Q7 TFSI e quattro også med denne funktion.

Op til 80 kW i rekuperationseffekt
Den forudseende effektivitetsassistent er et vigtigt system i Q8 med plug-in-hybriddrivlinje. Når føreren fjerner foden fra speederen, fastlægger assistenten, om bilen skal skifte til frigear med standset benzinmotor (friløb), eller den skal decelereres af elmotoren og dermed rekuperere. Den kan genindvinde en effekt på op til 25 kW alene ved friløb. Ydermere overtager elmotoren alle bremsemanøvrer på op til 0,3 g, hvilket er langt de fleste opbremsninger ved almindelig kørsel, og de hydrauliske hjulbremser aktiveres først ved kraftigere decelerationer. Overgangen forløber stort set ubemærket, og bremsepedalen giver hele tiden en god respons og kan altid doseres præcist. I forbindelse med bremsemanøvrer rekupererer Audi Q8 TFSI e quattro med en effekt på op til 80 kW.

Hvis systemet ”adaptiv kørselsassistent” er aktiveret, er den forudseende effektivitetsassistent både aktiv ved deceleration og acceleration. Hvis den er deaktiveret, får føreren besked, når det ville være fornuftigt at fjerne foden fra speederen, og føreren vil da mærke en impuls i den aktive speeder og se visninger i bilens head-up-display (tilvalg) samt i Audi virtual cockpit. Ved en sikkerhedstest af bilen hos den vigtigste europæiske instans, Euro NCAP, var der fokus på level-2-systemerne, og ved denne test fik Q8 topkarakter.

Med Audi drive select kan du vælge mellem op til syv køreprofiler
Systemet Audi drive select er også standard i Audi Q8 TFSI e quattro. Det giver føreren mulighed for at vælge mellem op til syv køreprofiler: comfort, efficiency, auto, dynamic, individual, offroad og allroad (med adaptive air suspension sport, som er standard til topversionen). Audi drive select har blandt andet indflydelse på karakteristikken for 3.0-liters TFSI-motoren, tiptronic, luftaffjedringen og servostyringen. Alt efter indstillingen ændres også den måde, som de forskellige undervognssystemer arbejder sammen på. Hvis profilen dynamic og tiptronics S-indstilling eksempelvis er aktiveret, booster elmotoren kraftigt, med det samme føreren træder på speederen. Når der ikke længere bliver givet gas, er friløbet spærret i forbindelse med denne indstilling – og på denne måde rekupererer drivlinjen altid.

Audi Q8 TFSI e quattro har god plads til fem personer, og bagagerummet har en plan bagagerumsbund og en volumen på 505 l, der med fremklappet bagsæde kan øges til 1.625 l. Afhængigt af bilens udstyr er det tilladt at trække en anhænger på op til 3,5 t (med bremser, ved 12 % stigning).

Komfort i topklasse med opladning derhjemme og på farten
Med den maksimale ladeeffekt på op til 7,4 kW er det muligt at oplade et fladt batteri helt på ca. 2½ time. Ud over kabel til carporten kan Audi Q8 TFSI e quattro også lade med et mode 3-kabel til offentlige ladestandere.

Når man køber en Audi Q8 TFSI e i Danmark, vil der medfølge installation af en Clever ladeboks på hjemmeadressen, og man vil få ubegrænset opladning på sin ladeboks og på Clevers netværk til en fast pris på 369 kr. om måneden (Clever Unlimited).*

myAudi-appen bringer Audi connects individuelt tilpassede tjenester ind på din smartphone. Den giver mulighed for at aflæse batteri- og rækkeviddestatus, starte opladning, programmere ladetimeren samt se lade- og forbrugsstatistik. Ladestationerne fremgår både af appen og i MMI Navigation plus. En anden funktion i myAudi-appen er forklimatisering af kabinen, inden du påbegynder din køretur. Afhængigt af bilens udstyr er det også muligt at aktivere rat- og sædevarme samt sædeventilation.

Audi Q8 TFSI e quattro i Danmark
Q8 TFSI e quattro introduceres i Danmark i slutningen af 2020. Der foreligger endnu ikke danske forbrugsangivelser og priser, ligesom udbuddet af udstyr heller ikke er fastlagt.

Forbrugsangivelser
Forbrugsangivelse i henhold til normen for plug-in-hybridbiler. Angivelser vedr. brændstofforbrug og CO2-emission er afhængigt af den valgte dæk-/fælgstørrelse samt tilvalgt ekstraudstyr og opgøres her iht. tysk lovgivning efter NEDC (se vedhæftede dokument).

Audi Q8 55 TFSI e quattro:
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 35,7 - 38,5
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 22,9 - 21,9
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 63 - 59

Audi Q8 60 TFSI e quattro:
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 35,7 - 37,0
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 22,9 - 22,6
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 63 - 62

Audi Q7 TFSI e quattro:
Brændstofforbrug ved blandet kørsel i km/l: 37,0 - 38,5
Elektrisk forbrug ved blandet kørsel i kWh/100 km: 22,6 - 21,7
CO2-emission ved blandet kørsel i g/km: 62 - 59

Angivelserne vedr. udstyr, data og priser er baseret på det modelprogram, der udbydes i Tyskland. Der tages forbehold for ændringer og fejl.

*Abonnement udbydes af Clever A/S uafhængigt af Skandinavisk Motor Co. 14 dages fortrydelsesret. Forudsætter BS-betaling. Prisreduktion v/ fravalg af Clever Unlimited og Unlimited Network: 7.500 kr. Læs mere: clever.dk/vilkaar.
Clever Unlimited: 369 kr./md. Mindstepris i bindingsperioden (6 md.): 9.714 kr. Inkl. lån af ladeboks på privatadresse (DK). Installation af ladeboks: 7.500 kr. er inkl. i prisen, dog kan ekstraomk. forekomme, fx ved behov for grave- eller stilladsarbejde m.v. Hvert kvartal tilbagebetales et beløb for den mængde strøm, som er brugt til opladning v/ ladeboksen efter fastsat takst, se clever.dk/tilbagebetaling.
Clever Unlimited Network: 245 kr./md. Mindstepris i bindingsperioden (6 md.): 1.470 kr.


Pressemeddelelsen blev sendt med Mynewsdesk